Kalle L. Jensen

En gang dyr føj.

Pris: 47kr.- for 8 kopper. Pris pr. kop: 5,8kr.-

Udseendet:

Mælkeskummet har alt for store bobler; overhovedet ikke hvad kendetegner en god cappuccino. Der er oven i købet alt for lidt mælkeskum; Det her er nærmere en latte! Hvordan de kan kalde det cappuccino forstår jeg ikke, det er i alt fald misledende! Udseendet har fejlet gevaldigt. Og mængden af "cappuccino" er også til at græde over. Jeg blev slemt skuffet, da jeg så, at ikke engang et krus på 200mL blev fyldt.

Smag:
Men når det nu ikke ligner en cappuccino - hvordan så med smagen? Ind med den.... Og.... Føj! Smagen er således: Jordnoter, syntetisk bismag (plastik) og som om sukkerguden fejrer sin fødselsdag i min mund! Hvorfor har de puttet sukker i mælken? Smagen er alt, alt, alt for sød - og mælken alt, alt, alt for fed. Mælkefedten hænger i ganen, som om de har brugt ren fløde. Fy for dælen. Smagen læner sig ekstremt meget op af Nestlés "cappuccino pulver" - men OK, cappuccino-pulveret hos Nestlé er lige den tand sødere. Men det er som om skaberen af denne cappuccino har fået kaffen galt i halsen, og glemt hvad det er for en maskine. Prisen for 8 stk. cappuccino er 47kr.-!! Så skal det også smage ordentligt! Jeg hader dårlig kaffe - men jeg hader dårlig dyr kaffe endnu mere, det er respektløst overfor kunderne.

Jeg vil ikke sige den her lille sjat "cappuccino" er decideret udrikkelig - men smag, mængde osv. i forhold til prisen er helt hen i vejret. Jeg har næsten lyst til at skrive et klagebrev til Gevalia. Jeg føler mig decideret berøvet og snydt.

Konklusion:
En enorm skuffelse; Hold jer væk fra Cappuccinoen - det er virkelig ikke dét værd. Det her er ikke tilnærmelsesvis en cappuccino, men en lille dårlig sjat café latte. Den har dumpet kaffetesten.

Karakter: 2/10
Kalle L. Jensen
Karamelsky:

Flot ser pakken ud med Caramel Macchiato! Og æsken er tung og man føler virkelig at det her må være noget virkelig lækkert! Nu må vi se!

Pris: 47kr.- for 8 kopper. Pris pr. Kop: 6kr.-


Da det her er en kaffedrink, forløber reviewet lidt anderledes. Det er ikke så struktureret som normal kaffe. Jeg vil kigge på smag og udseende.

Udseende:
Efter Tassimomaskinen har worket sin magi, står man tilbage med en noget flad oplevelse. Det enorme skumlag man ser på billedet af emballagen er ekstremt vildledende. Der er maks. 1cm skum, der hurtigt falder igen. Det ligner virkelig en discountvare. Jo, bevares, drinken er tre-delt som på billedet. Hvidt i bunden, brunt i midten og skummet (eller mangel på samme) øverst, men den ser ikke "flot" ud i glasset. 

Smag:
Ind kommer den - og jo! Karamelsmagen er der, ganske diskret i baggrunden. Kaffesmagen er til gengæld ekstremt frembrusende. Jeg bliver fristet til at røre rundt i glasset, men det ville jo ødelægge udseendet og jeg vil gerne reviewe så autentisk som muligt uden nogen modifikationer. Spørgsmålet: "Jamen smager den godt" kan jeg ikke lide at besvare, fordi smag er så sindssygt individuel. Jeg vil hellere sige, at der ikke er nogen bismage - det smager faktisk som mælk der er i drinken - ikke som frisk mælk dog - og SLET ikke som på en café! Jo, min egen vurdering er, at den smager godt; Problemet er bare kaffen - eller måske er det karamel-aromaen - hænger virkelig længe i munden. Jeg får lyst til at drikke et glas vand ved siden af, aromaen klamrer sig til hele ganen som betød det døden. 

Smagen af kaffe bliver mere og mere tynd, jo længere man når til bunden. Jeg ville tro, at man skulle dreje rundt i koppen - for når du når efter kaffen i klasset, er der en ekstrem bedsk og kraftig smag af sukker og karamel, som om alt sukkeret og karamelaromaen har samlet sig i bunden af glasset. Man kan ikke drikke den sidste tår, det er simpelthen for koncentreret.

En dyr fornøjelse

Er du gal en pris for en "bryg-selv" kaffevare. Jeg ville langt hellere tage på en kvalitetscafé og få 2 x gode cafélatter for samme pris som disse 8 koster. Det er ikke det værd. Det brander sig som en slags "dessert", men jeg fristes til at sige, at du kan få en lige så god smag med Nestlés pulver-cappuccino med en smule karamellikør i - og så spare en masse penge oveni.

Hvis det kostede halvdelen af hvad det koster, ville jeg egentlig fristes til godt at kunne sige god for denne her.  Men det er simpelthen for dyrt i forhold til kvaliteten. Idéen og intentionen var god, men det virker bare ikke perfekt.

 Alt i alt vil jeg give den (også prisen taget i betragtning):

4,5/10
Kalle L. Jensen

Følelsesbedrag:
Jeg er sikker på du har gjort som mig mange gange; Kigget på Tassimos flotte kaffeemballager. Man får jo lyst til at købe en tassimo-pakke, selvom man ikke engang har en Tassimomaskine. Pakken er sølvfarvet, flot - den er tung, føles virkelig dyr (og det er den også).

Men vores følelser bedrager os - det meste af den vægt, du kan mærke er: Plastik og pap. En brøkdel af vægten er så, hvad du faktisk kun burde betale for: Kaffen. 

Miljøsvineri:
Tassimos "T-discs" er klart dem af ALLE enkelt-kop maskinerne der laver allermest miljøsvineri! Det er ressourcespild på sit højeste. Alle t-discsne (kapslerne) er lavet udelukkende ud af plastik - alt er af plastik. Når du så smider disse brugte t-discs ud, bliver de brændt - og hvad er det plastik er lavet ud af? Yep, nemlig korrekt - Olie! Det er CO2 udledning så det ikke bliver værre.
- Hvad så med Nespresso og deres aluminiumskaspler - er det ikke værre? Nej, rent faktisk ikke - ikke her i Danmark. Når du smider en Nespresso aluminiumskapsel ud, ryger den på forbrændingen som andet skrald - bliver brændt - MEN aluminium brænder ikke. Det smelter blot i forbrændingskammeret.

Efter nespressokapslen er blevet brændt, ligger det smeltede aluminum i bunden af forbrændingskammeret, bliver samlet op på forbrændingen, sorteret og derefter genbrugt som ny aluminum! Det er smart. Det sker IKKE for Tassimo discne - de brænder op og forsvinder op i luften som CO2. Intet genbrug.

Og så til reviewet!

Okay, nok miljøsnak - lad os komme til sagen. Tassimo Gevalia Original.
Pris: 47kr.- for 16 kopper. Pris pr. kop: 2,9kr.-. Kopstørrelse: 160mL
Bønne & Land: Ukendt. (100% Arabica)
Købt i: Super Brugsen.

Duft efter brygning:
Efter Tassimomaskinen har brygget min kop, breder der sig faktisk en utrolig behagelig kaffeduft i køkkenet. Duften er i orden. Når man sætter næsen ned til, er det dog en ret bitter oplevelse. Vi må se.

Smagsindtryk:
Det første jeg bemærker er, at det her er en ret bitter kaffe. Kroppen er lidt i den tynde ende, men bliver hjulpet på vej af et fint skumlag i toppen - når man har drukket skumlaget væk, føler jeg dog den er lidt tynd; men ikke problematisk. Kroppen er lige akkurat godkendt. :-) . Kaffen er ikke skarp - oplevelsen er, at kaffesmagen bliver mere og mere intensiv i munden, men når lige at stoppe inden skarpheden kommer. Men igen, er det en bitter kaffe - for bitter efter min mening. Selve smagsnoterne er altså beskedne: Jeg fornemmer lakrids, hasselnødder, træ, men bliver hurtigt overdøvet af den massive bitre smag. POINTS for at kaffen ikke skaber en tørhed i munden, som kendetegner dårlige bønner (og ligeså smag af hø) - ej heller nogen smag af mandler, som også er et tegn på dårlig kvalitet. Så bønnerne er givetvis virkelig god kvalitet, men jeg kan godt se hvor kafferisterne ville hen med denne kaffe - de ville skabe en alsidig kaffe, som alle kan lide. En blanding af "bedstemor" og "gourmet oplevelse". Men som en kaffesnob savner jeg godt nok noget spændende i smagen. Den er lidt for kedelig. 

Kold Kaffe Testen:
Jeg har egentlig ikke rigtig noget at bemærke i kold kaffe testen. Smagen er behagelig, ingen bismage overhovedet. Ja, bønnerne er i ganske god kvalitet.

Konklusion:
Kaffen er alsidig - jeg er sikker på at du umuligt kan finde en kaffedrikker, der ikke bryder sig om denne kaffe. Den har nemlig en så almindelig kaffesmag, at hvis du er vant til at drikke alle mulige forskellige kaffer fra forskellige dele af verdenen, vil du kede dig lidt med denne smag. Den mangler klart sødme i smagen og lidt syrlighed, der kunne opveje den bitre smag. Ja, jeg fristes egentlig til at sige, at du hellere skulle gå ned i brugsen og købe dig et halv kilo Gevalia kaffe til samme pris - så får du omkring 71 kopper til samme pris (7 gram pr. kop)...... Ja, økonomisk er det ikke.

Jeg vil sige i forhold til prisen kan jeg kun give denne kaffe

5,5/10.
Kalle L. Jensen

Kaffekrig:
Der er en evig krig der foregår i kaffeverdenen - de prøver alle at erhverve deres køberskare, prøver at lave spændende emballage, spændende drikke til deres maskine, så kunderne lige præcist vælger deres maskine. Jeg snakker om enkelt-kops maskinerne: Nespresso, Senseo, Dolce Gusto og den nye Tassimo. Som jeg ser det, er det klart Nestlé (Dolce Gusto & Nespresso) der dominerer "single-serve coffee" verdenen, altså de maskiner der laver en enkelt espresso eller kaffe. Derefter kommer maskinen til de fattige og studerende: Senseo. Dermed ikke sagt Senseo er dårlig - det kommer jeg tilbage til.

For at sætte det i perspektiv har Nestlé målgruppen det øvre segment - folk der bor på Strandvejen, velhavende familier, "kaffe snobber", selvstændige - generelt folk der ikke behøver at spare i deres budget! Nespresso har en kop-pris (120mL som er MINDRE end en normal dansk god kaffekop - den er ~ 180mL) på ca. 3kr.- pr. stk. Det er altså ikke de fattige der har en Nespressomaskine.

Senseo derimod passer til: Studerende, mellemklassen, folk der ikke går voldsomt meget op i kaffe, enlige osv. You get it. Senseos puder er nemlig billige i forhold til Nespressos og man kan forholdsvist nemt bruge sin egen kaffe i maskinen. 

Men hvor ligger Tassimo?

Tassimo VS. Dolce Gusto/Nestlé

For at være ærlig, kan jeg ikke forstå den mand der fik idéen til Tassimo. Markedet er allerede prop fyldt med Nestlé (Dolce Gusto og Nespresso) og Merrild (Senseos) varianter. Derfor ville jeg kun kunne forstå det, hvis Tassimo var anderledes end de andre. Det er den ikke - Tassimo ligger sig prismæssigt i Nespressos prisklasse - dvs. til det øvre segment. Jeg kan kun forestille mig Bosch og Gevalia græder når de ser salgstallene - Tassimo appellerer hverken til det øvre segment eller det nedre segment; Hvem køber egentlig Tassimo? Hvem er Tassimo til? Jeg har ikke svaret.

Fake Espresso:
Når vi ser på prisklassen - 50kr.- for 16 kopper kaffe - 3,1kr.- pr. kop. Eller endnu værre når vi kigger på prisen for kaffedrinks som café latte: 50 kr.- for 8 kopper = 6,25kr.- pr. glas!!! kan jeg ikke få det til at hænge sammen med, når jeg så kigger på specifikationerne for Tassimo!

Tassimo er en fake espressomaskine den brygger kun med 3,5 bar - en "ægte" espressomaskine SKAL brygge med 15 bar. Det er rigtig mange bars forskel! Grundet er, at vandet kun kortvarigt er i forbindelse med kaffen, så for at ekstrahere så meget kaffesmag som muligt ud af bønnerne, må vandet blive presset igennem med en høj kraft. Det sker ikke med Tassimo. Tassimo ligger i samme kategori som Senseo. Senseo presser vandet igennem med 2,4 bar - det er altså næsten kun 1 bars forskel - så teknisk set kan de det samme bar-mæssigt, men prisen for kaffen er bare to verdener for sig.

Så hvis Tassimo teknisk set er dårligere end Dolce Gusto og Nespresso, der brygger med 15 bar - og samtidig Tassimos kaffer er dyrere end de ovenstående - hvordan kan det være, at Tassimo så ikke har lidt døden for længst?

Og det er ikke engang teknisk muligt at bruge sin egen kaffe i Tassimo, fordi de har været så smarte at lave et "stregkode-system", så det er umuligt at lave en kapsel, der kan genopfyldes.

Hmm.... Jeg er skeptisk.

Det er nemlig der - og nu kommer jeg tilbage til Senseo - at Senseo udmærker sig. Man kan bruge sin egen kaffe i Senseo ekstremt nemt (hvis du ikke ved hvordan, så klik på tagget "Senseo" i højre kolonne). Senseo er en genial og simpel maskine - og billig!

Jeg bliver simpelthen nødt til at se, hvad det er Tassimo kan - hvorfor det er at Tassimo lever - i de næste reviews vil alle Tassimos varianter blive smagt og bedømt, og til sidst vil jeg lave en samlet bedømmelse. Måske bliver jeg overrasket; Èn ting er dog sikkert - det bliver dyrt!

- Revieweren.