Kalle L. Jensen
Revieweren sætter sig for, at review ALLE (ja, ALLE) Nespressokafferne. Og muligvis finde den bedste Nespressokaffe, der findes blandt dem alle.

Vi starter ud lidt utraditionelt og måske endda lidt blasfemisk! Nemlig med en koffeinfri kaffe. Jeg ved godt, mange kaffedrikkere (inklusive mig selv) har et anstrengt forhold til koffeinfrie kaffer. Egentlig ikke grundet at den er koffeinfri, men fordi selve den process kaffebønnerne kommer igennem for at fjerne koffeinen simpelthen smadrer smagen fuldkommen og bliver tit besk.

Ikke destomindre, så kunne det da være dejligt med en god kaffe, der kan nydes og stadig bevare sin nattesøvn. Lad os se på den!

Pris: 37kr.-/10 kapsler
Pris pr. kapsel: 3,7kr.- 
Størrelse: 110mL. 

Forventningens glæde:
Man står og ser sin Nespressomaskine gøre sit arbejde med forundring, og vupti så står jeg med en kop Lungo.

Udseende:
Selve kaffen er som Nespressos andre kaffer. En god gang skum på toppen og en, næsten, kulsort kaffe.

Duft:
Det er en ganske god aroma, der breder sig i køkkenet når denne kaffe bliver brygget. Der er simpelthen ikke noget at sætte en finger på. Det dufter af ægte kaffe, simpelthen. Næsen ned i koppen og en lidt syrlig duft kommer til udtryk. En tydelig duft af mandariner med en smule jordnoter.

Smag:
Det første jeg bemærker er, at kaffen har en enorm dejlig krop. Den fylder godt i munden. Man får absolut ikke et antyd af tynd kaffe.  Forsmagen er omgående syrlig, ligesom duften. En smag af citrusfrugter, især den der smag man får når man spiser det hvide i en grapefrugt. Bagefter kommer der tydelige noter af hasselnød. Den er en smule bitter, vil jeg mene, igen som når man spiser det hvide i en grapefrugt eller en pomelo. Ikke dårlig. En ganske habil gang koffeinfri kaffe, jeg slet ikke ville være flov over at servere for mine gæster.

Konklusion:
Jeg vil faktisk næsten sige, at denne kaffe er én af de bedste koffeinfrie kaffer, jeg har smagt. Den smager af en god gang kaffe og den slukker nemt og hurtigt den kaffetrang man kan have. Drik den med et stykke god kage til, så bliver det ikke en bedre aftenskaffe.

Karakter: 8.5/10