Kalle L. Jensen
Bønne & Land: 100% Arabica fra Brasilien.
Købt i: Netto.
Pris: 38kr/250g. Kilopris: 152kr.-
Ristningsgrad: Mellem.

Discount-gourmet
Det er nok de færreste, der forbinder Netto med god dagligvare kaffe. Det er nok det sted, man tager hen, når tingene bare skal være billige, man vil have gode tilbud - og når man køber en kaffe der, så forventer man ikke det store. Det er ikke tit, man ser ukværnede kaffebønner i discount-dagligvareforretninger - desværre, men Løgismose har gået imod normerne og tilbyder deres kaffe ukværnet. Jeg anbefaler selvfølgelig at man tager de ukværnede bønner. Lad os se om Netto kan være med i kaffekrigen.....

Duft efter brygning:
En meget mild krydret orange-agtigig kaffeduft med røget aner.

Smagsindtryk:
Ind ryger kaffen. Bammenam! Denne kaffe fra Løgismose har en utrolig rund og harmonerende syrlighed sammen med sin næsten ikke-tilstedeværende bitterhed. Bitterheden er der selvfølgelig, men den ligger som et fløjlsblød tæppe over tungen og bliver ikke for meget. Kroppen er, når den brygges via filter, en smule i den tynde ende, dog ikke til kritik, men ved espresso/trykbrygning får den alligevel en næsten perfekt krop (krop = tykkelsen/fyldigheden af kaffen i munden). Skarphed er der egentlig ikke noget af i kaffen, hvilket betyder bønner af rigtig god kvalitet. Der står på pakken, at der er noter af hasselnød - og det er faktisk en ret præcis beskrivelse af kaffen, med dertilhørende lidt tør eftersmag, som man kender fra hasselnødder. Der er en næsten etiopisk eftersmag af noget mælkeagtig. Denne kaffe egner sig virkelig godt til "dessertkaffe" - altså en kaffe man får sammen med desserten - som f.eks. kage, da dens smag harmonerer virkelig godt med smagen af sødt. Den er også god hvis du er til mælk i kaffen. Det er også godt det hele - men ville dog gerne have, at smagen var noget kraftigere end den egentlig er - selvfølgelig kan det reguleres via mængden af bønner - men ved 7g kaffe til 1 kaffekop (180ml) er det ikke den vilde kaffeoplevelse, jeg får. Kaffen er ikke særlig kompleks. Meget blød, enkel og fin - hvilket også har sin charme.

Kold Kaffe Testen:
Hvor blev min kaffe af?? Nåå jo, jeg drikker den jo. Det er meget mystisk - som kold, så smager kaffen faktisk ikke af noget somhelst - kun af vand med en baggrundssmag af kaffe. Det har jeg godt nok ikke oplevet før. Jeg er ikke kaffekyndig nok til at kunne forklare, hvorfor smagen forsvinder, når den er kold, men jeg kan kun note mig ved, at det kun kan være virkelig positivt. Der er absolut ingen bismag i den kolde kaffe, ingen skarphed, kun en meget lille tør ane på tungen. Det må også forklare, at det er en meget enkel kaffe - der er simpelthen ikke nogen noter, der skiller sig ud - ingen bismage. Jeg kan kun sige flot!

Espresso & Latte testen:
Selvom kaffen smager helt iorden som espresso, vil jeg ikke anbefale den til en latte, netop grundet dens ukompleksitet. Når man hælder den varme mælk i kaffen, kan det alligevel ikke undgås at sænke temperaturen og maskere de smagsnoter, der nu engang er tilstede. Kaffen smager af mest som varm, så kaffesmagen vil blive mistet når mælken bliver hældt på. Omvendt, hvis du ikke bryder dig så meget af selve kaffesmagen, jamen så er det egentlig en genial kaffe til dette formål.

Konklusionen:
Det er en kaffe af rigtig høj kvalitet, ingen tvivl om det. Det er en mild og ukompleks kaffe, jeg tror falder i rigtig manges smag - der er ikke nogen kaffedrikkere, der ikke vil kunne lide denne kaffe, det er helt sikkert. Jeg noterede mig dog, at kaffen godt kan gå hen og blive for ukompleks, måske en anelse kedelig i det lange løb. Køb denne kaffe, hvis du ikke bryder dig om en kraftig kaffe - og du gerne vil have en blød, mild kaffe til dine hyggestunder. Kaffen fortjener et Revieweren Anbefaler grundet dens rene smag uden bismage. Nok den bedste kaffe, du kan få i Netto.

Karakter:
7/10
 
0 Responses

Post a Comment